Enhver generation på Thurø kan kalde Trefoldighedskirken for deres. Der er ikke mange andre huse, man kan sige det om.

Det skyldes ikke, at de selv har bygget den eller, at de som gode folk betaler skat til kirken. Det skyldes, at husets herre, der invitere derind, er evig. At Gud er evig betyder nemlig ikke, at Han er meget gammel men, at Han altid er nutid.

Gud Fader var ikke mere virkelig i gamle dage eller i mere pietetsfulde tider, da folk troede jorden var flad. Hans evighed omfatter også dit her og nu. Omfatter også kirken i dag, om man så opdagede tusinde nye planeter. Thurø kirke er ikke et museum men et levende hus for den levende Gud.

Gud er altid til stede i Kristus på samme måde for dig i dag, som Han var på skabelsens første morgen og i 1639, da huset rejstes. Det er dette evige nærvær, der er den faste grund for vort håbs anker.

Derfor hedder kirkens største rum for skibet og derfor har døbefond og alterbord ankerkædens plads. Og håbet lever ikke i går eller i morgen men her og nu i levende hjerter hos dem, der sætter fod i huset og bliver kirke.

Sådan er man på Thurø til hver en tid hjemme i skibet – i Guds hus. Derfor er det en levende kirke.