kirken set oppe fra

Kirkegården

Ridder Danmarks smukkeste kirkegård ligger på Thurø. Og da Danmark er det sted, hvorfra vort hjerte går, så er det en gave af de store.

24 meter hæver den skrånende have sig op over Skårupsunds blanke flade med udsigt til Fyens løvklædte bakker, frugtbare jorder og de gamle skove omkring godset Bjørnemosegård. Frodig og blomstersmykket falder kirkegårdens slyngede stier ned forbi Thurøs slægter til stranden og den gamle præstelanding, hvor gejstligheden fra Skt.Nikolaj kirke i Svendborg lod sig landsætte en gang om måneden frem til 1860, da øen endelig fik sin egen præst og blev et sognekald.

På Kirkegården finder man høj som lav af henfarne slægter. Her afslører mange stene de gamle erhverv, der har gjort øen ære: Styrmænd, skibsførere, sejlmagere, bådebyggere og kaptajner. Sammen med frugtavlere, plantageejere, landmænd og lidt adeligt støv får man indtrykket af en virksom ø, hvis driftighed har genlydt viden om. Ind imellem finder man en sten, hvis navn er kendt ud over det sædvanlige. Digteren Tom Kristensen hviler på en grøn tue af græs mod nord-øst. Sådan må det være, når stenen bærer linjerne fra digtet ”Græs” fra samlingen ”Verdslige sange”: ”Bøjer jeg mig så dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor”. Forfatteren Karin Michaëlis findes tæt ved maleren Niels Hansens sten og meget sigende finder man helt mod vest den store besynger af Danmarks natur og historie: Valdemar Rørdam. Digteren, hvis frygt for kommunismens Rusland kostede ham en søn i Finlandskrigen og endelig førte ham til skamfuldt knæfald for den tyske besættelsesmagt. Eftertiden glemte hans store digterværks dybe klange i fordømmelsens rus, men endnu synger det af folketone, når man standser og læser Rørdams vers på sin hustrus sten, nabo til den, der blev hans egen: ”Der ligger de nede. Og vi går her, hvor roserne dufter, og rugen drær.”.

Syd for kirkens kor står der en mindesten rejst af øens 150 år gamle og stadig virksomme Sømandsforening. En tavle over dem, der ingen jordefærd fik men gik ned et sted på de verdenshave, som thurinere har pløjet tynde. En tavle ”Til minde om dem, der blev derude”.