kirken set oppe fra

Historie

1536

Hvorledes thurinernes religiøse liv har været indrammet før Trefoldigheds-kirken blev opført i 1639 er svært at dokumentere. Lidt viden har dog overvintret om de tidlige tider. Kirkebygninger har jo som alle andre steder i Danmark været afhængig af de magtforhold, der gjorde sig gældende udenfor og over Danmarks gamle sognegrænser. øen var i middelalderen under Odense Stifts ejerskab, og man kan med en vis sikkerhed formode, at der har været opført et kapel på øen i førreformatorisk tid – altså før 1536, hvor ejerskabet blev overført til kronen. Man mener, at der har været et lille kapel beliggende på Drejsodde, som er den vestlig spids af Thurøs nordlige "bukseben" tættest mod Svendborg. Det giver også mening al den stund, at kirken blev betjent af præsteskabet ved Skt.Nikolaj bykirke, der derfor havde kortest mulig afstand til kapellet på Thurø, når de skulle krydse sundet.

1639

1639 Frem til 1625, hvor den myndige og godsrige svigermoder til Kong Chr. IV, Fru Ellen Marsvin, moder til Kirsten Munk overtog ejerskabet af øen, var kapellet eftersigende så mis-vedligeholdt, at Ellen Marsvin lod det rive ned og henviste alle thurinerne til Bregninge Kirke på Tåsinge, når de skulle til kirke. Som Bernhard Hansen viseligt skriver i sin bog "Thurø før og nu"(eget forlag, 1960), så kunne øboerne som fæstebønder "ganske vist ikke protestere de jure, men de kunne det til gengæld de facto. De hørte ganske simpelt op med at gå i kirke og blev hjemme". Sagnet vil, at Ellen Marsvin, udover disse bekymringer for thurinernes åndelige velfærd, blev hjemsøgt af mareridt som følge af nedrivningen af det lille kapel på Drejsodde. Derfor nødtes hun endeligt til at opføre et nyt Gudshus, hvor det gamle havde stået. Alle materialerne til byggeriet blev lagt frem på stranden ved Drejs Odde, men en mystisk storm førte det hele til havs og skyllede det op på stranden neden for højen, hvor kirken ligger i dag. Da fik kirken sin plads – på øens vel nok skønneste sted. Byggeriet påbegyndtes 1639 og kirken kunne indvies 3.søndag efter påske 1640 under navnet Trefoldighedskirken. De byggematerialer, som man benyttede til kirken i de forårsdage i 1640 taler i øvrigt for sandsynligheden af det gamle kapels eksistens. Op i to meters højde er Trefoldighedskirkens mure nemlig udgjort af gamle utilhugne kvadre, resten er munkesten. Disse kvadre kunne sagtens være materialerne fra det nedrevne kapel. Meget tyder på, at Ellen Marsvin egentlig har været venlig stemt overfor øens beboere – eller hun har været særdeles skræmt af natlige møder med maren og underfulde storme – for den lille enskibede kirke med egetræsbjælkeloft, våbenhus og tagrytter blev fornemt udstyret fra starten. Malmklokken, der dog siden er blevet genstøbt, bærer Ellen Marsvins navnetræk ligesom den fine sølvalterkalk og disken. (Oblatæsken er mærket 1678 og antages at være en gave fra Ulrik Frederik Gyldenløve, som ejede Thurø fra 1674 til 1702). Ellen Marsvin hentede desuden andre store klenodier til kirken fra sine besiddelser på Fyn og Tåsinge og i Jylland. Blandt andet en altertavle, som nu er på Nationalmuseet, fordi den bærer den eneste samtidige fremstilling af kong Chr. I og dronning Dorethea. Tavlen mener man kom fra Dalum klosterkirke. Et stort krucifiks fra gråbrødreklosterkirken i Svendborg, mesterligt udført af Claus Berg i Odense, som skar det store gyldne alter i domkirken, hænger nu i skibets nordre side, over det sted hvor døbefonten oprindeligt stod. Af den er kun dåbsfadet med bebudelsesmotiv oprindeligt. Og prædikestolen er med sin enkle sengotiske udskæringer af stavværk og ranker måske en af Danmarks flotteste i al sin senmiddelalderlige enkelhed – den er med sine mindst 500 år i hvert fald en af de ældste, men hvorfra den er kommet, er tvivlsomt – måske Dalum. Stolestadernes øverste 14 forstykker forestiller apostlene med to udgaver af Thomas og Matthæus. Den sidstnævnte skulle i folkemunde forestille overløberen fra svenskekrigen Corfitz Ulfeldt, der var gift med Ellen Marsvins barnebarn Eleonora Christine, fordi Matthæus jo som tolder og skatteindsamler for den romerske besæt-telsesmagt var landsforræderen i evangeliernes Israel. Disse stolestader hører ifølge Achton Friis "til en af det 17.århundredes bedste billed-skærerkunst". De har deres pendant i det gamle kapel på Holckenhavn ved Nyborg, godset der dengang hed Ellensborg og også tilhørte Ellen Marsvin. Den gamle kirkeblok til indsamling er i øvrigt fra samme tid. Den står i dag i våbenhuset til venstre, når man kommer ind.

1828

Borgerskabet i Svendborg rev i 1828 byens gamle gråbrødrekloster ned for at give plads til bl.a. baneanlæg. I den forbindelse solgte man ved en auktion til fordel for skolevæsenet ud af det gods, der havde været tilknyttet kloster og kirke. Auktionarius var en gammel skibsfører fra Thurø, der derfor var klar over, at Nationalmuseet havde fået blik for den gamle og nedslidte altertavle i øens kirke. Ad bagdøren kom klosterkirkens smukke trefløjede altertavle til Trefoldighedskirken uden beregning. Tavlen er fra 1500-tallet og består af i alt fem fornemme billedskærerpartier fra lidelseshistorien og opstandelsen fordelt på to fløjdøre, der oprindeligt har kunnet lukkes uden for fastetid. Bagsiden har været smukt illustreret, men trods ihærdige forsøg i 1996, står man i dag tilbage med forsvindende lidt af disse udsmykninger. Tavlen træskærerarbejde har haft mange farver og var sågar en periode efter 1853 malet helt hvid, men efter hovedrenoveringen af kirken i 1996 står tavlens figurer nu i nøgent træ på bundfarver, der er hentet fra prædikestolens stilrene ranker og felter. Fra midten af 1800-tallet var hverdagen på Thurø tæt forbundet med søfarten. hundrede skibe lå i vinterhavn i Thurøbund og i hvert fald 6 værfter samt skibssmedie og rebslagerier holdt øen beskæftiget. Det har sat sit præg på kirken. Sømandsforeningen gamle fane står i skibets nordøstlige hjørne og op til tre kirkeskibe har hængt ned fra loftet. I dag hænger der to, Phillip fra 1903 og Ruth, som blev skænket af Skibsredder A.E.Sørensen ved 100 året for øens første fastboende præst i 1960 (150 året for øens overgang til selveje). Ruth er en model af den sidste riggede skonnert, der sejlede ud fra Thurø skibsværft i 1920, og den eneste firmastede.

1905

I 1905 gennemgik Thurø kirke en forvandling, der har givet den det udtryk, som den har i dag. Man udvidede skibet med et hvælvet kor mod øst, hvis bueindgang blev engleudsmykket af kunstneren Møller-Jensen, der sammen med Agnes Slot-Møller var en af de få repræsentanter for den historisk- romantiske bevægelse i starten af forrige århundrede (Arkitekten Martin Nyrops rådhus i København er den sidste store bygning i den ånd i Danmark. Her ses de to kunstneres evner udfoldet i stor stil). Døbefonden blev flyttet til den centrale plads den indtager nu monteret på en granitsokkel, alteret blev skubbet tilbage, og der blev givet plads til flere bænkerækker. Det var nødvendigt, da øen på den tid som i dag igen var blevet for lille til thurinernes antal og flittige kirkegang. Den ejendommelig opgang fra våbenhus til pulpitur blev arrangeret af Gyldenløve i 1697 men det nuværende pulpitur, der bærer orgelet er fra forrige århundrede og skildrer på forstykkets 7 fag naturligt for stedets karakter beretningen fra Lukas 8, 23-24 om Jesus, der stilner stormen på søen.

1965

I 1965 fik kirken det nuværende orgel med ti stemmer, bygget af Marcussen & Søn.

1992

I kirkens nordvestligehjørnes aflange vindue finder man en mosaik. Den er udført af en af det 20. århundredes største kunstnere, Svend Havesteen Mikkelsen og bærer titlen: "Tunger af ild - og dog peædiken mild" og "glæde og lys" med henvisning til N. S. F. Grundtvigs store helligåndssalme "Du som går ud fra den levende Gud" (DDS 291), hvor det i vers 2 hedder "Tunger af ild, og dog peædiken mild, giv dem du salver og sender. ". Og videre i vers 3: "Glæde og lys med dem komme til bys, blomster lad muld, hvor de træde". Mosaikken blev isat i 1992.